Særlig sensitiv

Særlig sensitiv eller hypersensitiv som min sagsbehandler ofte kalder det, er desværre ikke anerkendt som diagnose i det offentlige system, på trods af der efterhånden er en del alternative behandlinger for det. Når jeg skriver behandlinger, så mener jeg selvfølgelig ikke en “kur” der gør en rask og fri for alle de symptomer man måtte have. Men der findes muligheder der gør det muligt f.eks. at træne sanserne.
Snoezelhuset er netop et sted til træning af sanserne. Jeg har endnu ikke været der, men flere kalder det et “fitnesscenter” for sanserne. Jeg er pt igang med at søge om et ressourceforløb i samarbejde med min mentor og sagsbehandler, og håber virkelig det bliver en realitet, og at jeg så får muligheden for at prøve Snoezelhuset. Der er selvfølgelig også andre ting jeg glæder mig til at forløbet, men især dette fordi en af mine største udfordringer pt er overstimulering af sanserne, som så ender ud i angstanfald.


På en af de test for særlig sensitive, der ligger online, er der 23 punkter som er indikatorer for at man er særlig sensitiv. Svarer man ifølge testen “Sandt” til 12 eller flere af punkterne, KAN man være særlig sensitiv.

“Husk at ingen selvtest er helt nøjagtig, og at dine svar på spørgeskemaet ikke kan stå alene i vurderingen af et personlighedstræk.” 
- https://sensitiv.dk/test-din-sensitivitet/

Herunder vil jeg gennemgå punkterne fra testen, som jeg personligt oplever det på mig selv.
De røde er dem jeg kan sige “falsk” til.
De orange er nærmere 50/50…
De sorte er dem jeg kan sige “sandt” til!

  1. Jeg synes at være opmærksom på det uhåndgribelige i mine omgivelser.
    1. Ofte. Jeg løber ofte andres “problematik” igennem i mit hoved og føler ofte at jeg sidder med løsninger på det, selvom det slet ikke vedkommer mig. Jeg er nærmest som en magnet der suger alle problemerne til mig, indeni, uden at blande mig. Det påvirker mig ofte i negativ retning, især når man sidder i aktivering et sted med mange forskellige personer med meget forskellige forudsætninger og udfordringer. Jeg øver mig konstant i at distancere mig selv fra det, da det reelt er uden betydning for mig.  
  2. Andre menneskers stemninger påvirker mig.
    1. Jeg bliver meget påvirket af andres humør og ofte ender jeg med f.eks. at blive trist fordi jeg kan mærke andre er det.
  3. Jeg er tilbøjelig til at være meget følsom over for smerte.
    1. Jeg er super ømskindet, og har en følelse af at den smerte jeg mærker er værre end andre der har prøvet det samme, f.eks. muskelkramper eller lign.
  4. På travle dage har jeg behov for at trække mig tilbage, til sengen eller et mørkt værelse eller et andet sted, hvor jeg kan få noget privatliv og blive fri for stimulering.
    1. Oh yeah, det er nærmest nødvendigt for at kunne fungere bare lidt resten af dagen. Det føles som om jeg bliver helt drænet mentalt.
  5. Jeg er særligt følsom over for virkningerne af koffein.
    1. Der bliver hældt en hel del cola ned, selvom jeg ved jeg ikke burde. Hvis jeg drikker en energidrik, så kokser det helt. Det sitrer i min krop og får det skidt.
  6. Jeg bliver let overvældet af ting som kraftigt lys, stærke lugte, grove tekstiler eller sirener i nærheden.
    1. Stærkt lys, blinkende lys, flimrende tv-skærme.
    2. Alt hvad der lugter (hvilket er stort set alt), men især sved, tis, løg, plastic, træ, jord, bål, wc-rens.
    3. Jeg kan ikke lide at røre ved visse tekstiler, og føler ofte det kradser/river.
    4. Jeg mister fokus ved rigtig mange lyde, og bliver ofte irriteret af bestemte lyde. Det kan være hvad som helst, men f.eks. folk der går på vådt grus, sirener, og lyden af at bide negle og klø sig.
  7. Jeg har et rigt, sammensat indre liv.
    1. Helt sikkert sandt.
  8. Jeg bliver ilde til mode af høje lyde.
    1. ikke udpræget.
  9. Jeg bliver dybt bevæget af kunst eller musik.
    1. Jeg kan godt blive meget rørt at musik og film, så jeg faktisk græder.
  10. Jeg er samvittighedsfuld.
    1. Meget. Det betyder meget for mig at være “ordentlig” og at gøre det rigtige, og være høflig.
  11. Jeg bliver let forskrækket.
    1. ALTID! Det kan være børnene der uventet står ved siden af eller bare en der pludselig prutter, ja det er fjollet, men hjertet sidder oppe i halsen hver gang.
  12. Jeg bliver nervøs, når jeg skal lave meget på kort tid.
    1. Ja det påvirker mig rigtig meget. Jeg bliver “stresset”, forvirret og ufokuseret.
  13. Når mennesker befinder sig dårligt i et fysisk miljø, ved jeg for det meste, hvad der skal gøres for at gøre det mere behageligt (såsom at ændre belysningen eller siddepladserne).
    1. Ved ikke rigtig, måske?!
  14. Jeg bliver irriteret, når man prøver at få mig til at gøre mange ting på én gang.
    1. Jep, netop i tråd med nr 12. Jeg antager bare på forhånd at jeg bliver “stresset”.
  15. Jeg gør mig megen umage for at undgå at begå fejltagelser eller at glemme ting.
    1. Jeg er perfektionist, med stort P, og jeg bliver irriteret på mig selv når jeg ikke kan få det perfekt.
    2. Jeg glemmer hele tiden, så jeg har kalender på mobilen, papirkalender og en meget stor tavle i gangen som fungerer som månedskalender. Jeg glemmer stadig hele tiden og forsøger alt for at gøre alt for at gøre det rigtigt første gang og ikke huske ting. Et tydeligt eksempel er at jeg skriver indkøbslister som er kategoriseret efter butik og derefter efter placering i butikken. Sådan undgår jeg at rende hele butikken igennem flere gange.
  16. Jeg gør det til et princip at undgå voldsprægede film og tv-show.
    1. I perioder ser jeg ofte krimier og gyserserier, men det svinger. Andre gange skal jeg slet ikke se det.
  17. Jeg bliver stimuleret på en ubehagelig måde, når der foregår en masse omkring mig.
    1. Det forvirrer mig meget når der foregår flere ting, fordi jeg ofte ikke ved hvad jeg skal fokusere på. I stedet for at fokusere på 1 ting, bliver jeg forvirret og stresset og lukker ned.
  18. Det at være meget sulten skaber en stærk reaktion i mig, som afbryder min koncentration eller stemning.
    1. Hver eneste gang. Min løsning er at jeg ofte spiser før jeg ved jeg bliver sulten, og ofte snacker jeg mange gange om dagen af samme årsag. Desværre de forkerte ting.
  19. Forandringer i mit liv ryster op i mig.
    1. Ændringer i hverdagen er svære, og impulsive planer gør mig “stresset” og forvirret, jeg håndterer det virkelig dårligt og bliver udadreagerende.
  20. Jeg bemærker og nyder sarte eller fine dufte, smage, lyde, kunstværker.
    1. På trods af at jeg reagerer voldsomt på mange lugte/dufte, så nyder jeg faktisk også rigtig mange af dem. Bestemte typer skyllemiddel, bestemte blomster og en del krydderier. Kunstværker påvirker mig sjældent.
  21. Jeg prioriterer det højt at indrette mit liv, så jeg undgår rystende eller overvældende situationer.
    1. Hvis jeg kan slippe af sted med det, så undgår jeg så vidt muligt rigtig mange sociale sammenkomster.
  22. Når jeg er nødt til at konkurrere eller til at blive iagttaget, mens jeg udfører en opgave, bliver jeg så nervøs eller usikker, at jeg klarer mig meget dårligere, end jeg ellers ville have gjort.
    1. Helt sikkert, og det sker ofte, men særligt når jeg bliver iagttaget.
  23. Da jeg var barn, syntes mine forældre og lærere at opfatte mig som sensitiv eller genert.
    1. ifølge mine forældre, var der ingen der opfattede mig sådan som barn.

Som det kan ses herover, så kan jeg sige “sandt” om en hel del af punkterne. Men jeg har også rigtig mange evner som kan vendes til noget positivt. Jeg er blandt andet super god til at stave, og spotte stavefejl og sætninger der kunne være formuleret bedre. Jeg elsker også at være kreativ på mange måder. Jeg hækler, tegner, maler, syr, og kommer med 1000 ideer til hvordan noget kan gøre anderledes eller bedre. Jeg er også god til at finde løsninger på problemer og udfordringer. Jeg laver tit skøre alternative løsninger til hjemmet, hvis det jeg skal bruge ikke findes eller ikke er præcis som jeg vil have det. Mange af ideerne når ikke altid ud på papir eller bliver til noget håndgribeligt, men de er der.

Det jeg vil frem til er, at selvom man har mange udfordringer på den ene eller anden måde, så kan de udfordringer ofte vendes til noget brugbart. I mit tilfælde kan min perfektionisme være et helvede, men også en velsignelse fordi jeg dermed er så opmærksom på detaljerne. Det er en ret god evne synes jeg selv :-)

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Stjernedragten!

Garn Reol