Angst, depression, særlig sensitiv, etc :-(
Ja, kært barn har mange navne, og ja, jeg ved godt at de ting ikke er samme sygdom eller lidelse.
På trods af det, er der ofte en sammenhæng, I hvert fald for mig.
Før du læser videre, vil jeg lige kort gøre opmærksom på at jeg måske kommer til at støde enkelte personer på den ene eller anden måde. Hvis du på en eller anden måde indgår i min fortælling, og du er utilfreds med min fremlæggelse af mine synspunkter eller holdninger, kan jeg kun sige at det er ærgerligt, men det er altså mine følelser, tanker og oplevelser, og dem vil jeg ikke undskylde for.
Jeg er en kvinde på pt 33 år, med 2 børn på 9 og 11, og en kæreste på 38. Vi bor lige nu til leje i en lejlighed på Lolland, og er på kontanthjælp (ja, jeg ved at allerede her er der enkelte der hopper af, your loss).
2007
Vi boede i hus i en lille by og det år fik vi vores første barn. Jeg begyndte nok allerede der at få tegn på en depression. Jeg lukkede mig mere og mere inde, blev hjemme fra arrangementer, og ville rigtig gerne sove hele tiden. Der var bare ingen der gjorde noget, og jeg vidste ikke selv hvor jeg psykisk var på vej hen. Vi havde dårlig økonomi, selvom min kæreste fik arbejde, for vi var unge og kunne godt lide at bruge penge... også dem vi ikke havde!
2009
Der gik 2 år, og så fik vi barn nr 2. Økonomien var stadig sejlende, men vi overlevede. Tegnene på depression blev kraftigere, men jeg forsøgte bare at ignorere det selvom jeg inderst inde nu godt vidste hvad der var galt.
2010
Året efter flyttede vi i lejlighed pga utilfredshed med bolig og uoverensstemmelser med udlejer. Det var på mange måder fantastisk, fordi man bare skulle ringe til viceværten hvis noget ikke virkede, og max 30 min senere stod der en klar til at fixe det. Det var på andre måder virkelig svært, da væggene var papir-tynde man stort set altid kunne høre en nabo gå på wc eller et par skændes. Vi var nu begge på kontanthjælp :-(
Dette var også året jeg første gang blev hørt og kom i behandling. Jeg tog beslutningen om at tale med en læge fordi jeg var ved at komme så langt ud, at jeg var bange for hvad jeg ville gøre hvis det blev værre. Jeg fik konstateret en depression og muligvis social fobi, og fik udskrevet antidepressiv medicin, og kunne da også mærke en effekt af dem.
Årene der fulgte er meget rodede for mig, men på et eller andet tidspunkt i 2012 eller 2013 fik jeg et mentorforløb, hvor en fast mentor hjalp mig med at komme op af sofaen og hjalp mig med at finde en uddannelse der passede til mig.
2014
Jeg begyndte dette år i august, på en HF-pakke. Der var nogle adgangskrav til den uddannelse jeg ønskede, og de fag tog jeg på det lokale VUC. Det gik super godt indtil 2015 hvor jeg ikke kom ind på uddannelsen pga højt ansøgertal. Jeg tog endnu et år, for at fordrive ventetiden og dygtiggøre mig i andre fag imens. Jeg fik gode karakter i de fag jeg fuldførte, og kom i 2016 også ind på uddannelsen, fik taget kørekort og alt var klart. Men…
2016
...den sommer, døde min bonusfar i den første sommermåned. Jeg nåede at bestå køreprøven få dage inden han døde, og kunne stolt fremvise papiret for ham. Jeg ved ikke om han har forstået hvad det var for han var virkelig afkræftet, og ofte ukontaktbar de sidste dage. Jeg talte i telefon med min mor få dage efter og hun sagde at jeg skulle komme nu hvis jeg ville sige farvel. Det var den længste køretur i mit liv. Jeg har højst sandsynligt kørt meget for stærkt, og slet ikke været i stand til at køre. Jeg husker intet fra min mor ringer, og til jeg 40 min senere står i deres gang. Han døde kort efter jeg var ankommet og havde sagt hej til ham.
Selvom han ikke var min far, så havde han været der for mig som en far, i en del år hvor jeg ikke havde kontakt til min biologiske far.
Efter han døde begyndte alt at gå i stå. Jeg startede op på uddannelse som planlagt, men droppede ud få måneder senere. Jeg var røget helt ned i kulkælderen endnu engang, og måtte endnu engang starte på antidepressiv medicin. Jeg startede på HF endnu engang men blev smidt ud pga fravær i efteråret 2017, og endte endnu engang på kontanthjælp.
2018
I foråret fik jeg en mentor endnu engang, samtidig med at jeg var i aktivering. Et dejligt sted med masser af muligheder, men jeg magtede det ikke. Jeg begyndte at lægge mærke til at jeg fik deciderede angstanfald, når jeg skulle af sted om morgenen til aktiveringsstedet, og nogle gange når var på stedet. Sammen med mentor, fik jeg også sat ord på en masse af de ting der kom før nogle af disse angst anfald, f.eks. lyde, lugte, temperaturer.
Jeg fik i løbet af det næste år, lavet en arbejdspsykologisk vurdering, en psykiatrisk speciallægeerklæring og blev henvist til psykolog og derefter psykiater.
2019
Jeg har netop deltaget i et kursus for personer med ADHD og lignende udfordringer, og det har bare gjort en kæmpe forskel. Jeg har fået en hel masse redskaber til at håndtere angst, vrede og andre ting i hverdagen, og fået mere mod på livet og at komme ud i verden igen. Måske har jeg også fået nogle nye venner?
Sideløbende med kurset, var jeg til psykiater og jeg er nu endt ud med en angstdiagnose, og pt er depressionen stort set ikke-eksisterende. Det betyder så også at jeg nu får ny medicin mod angst, og er trappet ud af antidepressiv.
I DAG
Lige nu har jeg det bedre. Jeg er ikke rask, og måske bliver jeg det aldrig, men jeg arbejder hver dag på at få det bedre.
Der er rigtig mange tegn på at jeg er særlig sensitiv, men det er desværre ikke en anerkendt diagnose. På trods af det, så ved jeg at jeg rigtig ofte bliver påvirket at de her sanselige overstimuleringer, som det i virkeligheden er, og ofte ender det med et angstanfald.
Jeg ved også at jeg ikke er alene med det her… Sidder du med et eller flere spørgsmål, så vil jeg gerne forsøge at hjælpe så godt jeg kan.
Jeg vil, i en opfølgning, eller måske flere, komme ind på præcis hvordan jeg oplever det at have angst og særlig sensitivitet, samt hvad der har været medvirkende til at endte i kulkælderen. Det er i mit tilfælde og i mange andres, ikke nødvendigvis kun en enkelt eller 2 ting der gør at man kan ende i en depression.
Nedenfor smider jeg lige nogle links til diverse info-sider om blandt andet særlig sensitivitet og angst. Men HUSK: ingen online test er en garanti for at du fejler, eller ikke fejler noget specifikt. Tag fat i en ven, læge eller anden fortrolig hvis resultatet af en test gør dig nervøs.
Kommentarer
Send en kommentar